Så nåede jeg hjem fra en lille uge i de østrigske alper i nogenlunde et stykke, og så ikke alligevel ikke helt, som overskriften antyder.
Vi satte kurs mod Zell am Ziller fredag aften lidt i 21 med god stemning og højt humør. Dette varende dog kun delvist ved indtil vi nåede Hylkedal ved Kolding, hvor verden gik i stå. Alt var sneet til og pludseligt var frakørsel frarådet i trekantsområdet, hvor vi selvfølgelig befandt os. 30-40 cm sne, lav sigtbarhed, strandede lastbiler og en kø uden ende. Noget af en omvæltning fra snefri og nærmest forårsagtige Århus, go dav mand økseskaft:-(
Efter 3 times ørkenvandring lykkedes det os at kæmpe os fri af Kolding, men snelaget og snefaldet forsatte langt ned i nordtyskland. Så i stedet for at passere Hamborg efter 3 timer med 130 km/h så var det nærmere efter 6 timer at vi passerede Hamborg med 60 km/h. Og ja sådan forsatte det ellers derned af. Så i stedet for at nå Zell am Ziller ved 7-8 tiden lørdag morgen så ramte vi vores destination ved 15 tiden. Så ingen ski lørdag, men forbløffende høj moral da “nederlaget” blev vendt til at så var vi da total klar søndag! Så i stedet for at stå ski fik vi hentet liftkort, lejet ski og provianteret til de kommende dage: masse af øl, speck og pølser samt sukker i form af chokolade i mange afskygninger (Twix, Snickers, M&M, Nutealle, Roulader m.m) og i lange baner. Helsekost kort sagt:-)
Kort for talt er Zell am Ziller en rigtig hyggelig men røøøvsyg by som ikke har skyggen af sjov til trods for at det åbenbart at Ziller dalens navle med politistation, postkontor, togbane og togstation, eget bryggeri og diverse skoler.
Ej lad os holde fast i, at Zell am Ziller er hyggelig og charmerende by, som har formået at holde ved de gamle dyder, formentlig takket være at de euro’s som skituristerne ligger direkte og indirekte ( læs turistskat på 1 euro pr dag). Østrig i dog ikke et dyrt land at være turist i. Priserne på pisten var ganske standard og dagligvarer i Spar eller Billa var faktisk billige.
Skiløbet var absolut godkendt og vi var velsignet med alpesol de fleste af dagene med temperaturer fra -5 grader ned til -18 grader. Men med sol og den rigtige påklædning var det perfekt skivejr og for det meste klart.
For mit eget vedkommende kæmpende jeg en del med at komme frem i skien og få lagt min gamle stive stil med alt for meget vægt på bagskien fra mig. For at få vægten fremad eksperimenterede jeg bla med at køre med åbne støvler på førstedagen. Om det virkede vil jeg lade andre om at bedømme, men jeg syntes ihvertfald selv at der var dage hvor det lykkedes at komme frem over skien og få et godt flow i svingene. Men ak træerne vokser som bekendt ikke i himlen.
Onsdag formiddag med trætte ben og udpræget stil forvirring, hvor jeg havde svært at finde et flow i skiløbet gik det galt med et brag.
Jeg havde haft problemer med at holde koncentrationen og faldt hele tiden tilbage til min gamle stil, hvilket jeg forsøgte at modvirke. I et venstresving hang højreinder skien og ja så husker jeg ikke meget andet en en brændende smerte i mit baghovedet. Jeg kom til mig selv med en brændende smerte i venstre side af baghovedet og ski,stave, hue og solbriller spredt for alle vinde med en østrig på hug der spurgte om jeg var ok? Jeg tror ikke jeg kan huske at jeg har slået mit hovedet før på den måde og var egentlig bare glad for at kraniet holdt, men det føltes som jeg havde en brændende jernstang i gennem hovedet og var helt rundt på gulvet. Det lykkedes mig at få skiene på og liste ned til mittelstation hvor svimmelhed, hovedpine og kvalme trængte sig på. Der var ikke så meget at rafle om og jeg tog direkte hjem til lejligheden og i seng. Om torsdagen blev kvalmen delvist afløst af heftige nakkesmerter mens hovedpinen fortsatte.
Nu hvor vi skriver mandag er nakkesmerterne efterhånden væk og jeg døjer mest med svag hovedpine og træthed. Men jeg var ærligt talt rigtig nervøs lørdag, hvor jeg forsat havde stærk hovedpine og nakkesmerter. Der bandede jeg skiftevis over at jeg ikke havde kørt med hjelm og håbede at det bare var tale om en hjernerystelse og ikke noget mere alvorligt. Lige pludselig husker man historierne om dem der har døjet med hovedpine og piskesmæld i flere måneder og/eller år og ja man kan intet når det føles som om der sidder en rundsavsklinge igennem ens kranium.
Lige nu går det langsom fremad men der skal ikke alt for meget belastning til før trætheden og hovedpinen melder sig. Største problem er pt at min skrivning er gået fra bop-bop til ‘nu mangler hvert andet ord’ :-/ Det er mildest træls og en indikator på at hjernen stadig i recovery mode
Nye kommentarer